Risiko er nødvendig for at få afkast

Vi investerer din opsparing i værdipapirer, fx obligationer, aktier, ejendomme m.m. Det gør vi for at få din opsparing til at vokse, så du kan få mest muligt udbetalt, når du skal på pension.

Når man investerer i værdipapirer, kan værdien af opsparingen svinge op og ned fra år til år. Det kaldes investeringsrisiko.

Se risikoen på din pensionsopsparing

For at gøre det nemmere for dig at forstå og sammenligne risikoen på din pensionsopsparing, bliver alle pensionsprodukter ”mærket” med et risikotal mellem 1,0 og 5,9:

  • Risikotallene mellem 5,0 og 5,9 er den højeste risiko. Her kan din opsparing svinge meget op og ned i det næste år.
  • Risikotallene mellem 1,0 og 1,9 er den laveste risiko. Her vil der være mindre udsving.

Se her, hvor meget opsparingen kan stige eller falde i løbet af et år.

Kortsigtet og langsigtet risiko

Der er to slags risiko, når man taler om pensionsopsparing. Den kortsigtede risiko, som viser, hvor meget værdien af din opsparing kan svinge op og ned i løbet af det næste år. Og den langsigtede risiko, som viser, hvor stor usikkerheden er på dine fremtidige udbetalinger, når du går på pension.

Risikotallet her er kun udtryk for den kortsigtede risiko – altså hvor meget værdien af din opsparing kan stige eller falde i løbet af det næste år.

Risikoen afhænger af din alder

Når risikoen er høj, er muligheden for afkast også høj. Derfor kan de fleste tåle at løbe en høj risiko, når de er unge. Når man er ung, har man god tid til at genvinde det, man eventuelt taber i de år, hvor de finansielle markeder udvikler sig negativt.

Når man bliver ældre, har man ikke så lang tid til at indhente et eventuelt tab. Derfor bør de fleste skrue ned for risikoen, efterhånden som de bliver ældre. I Skandia Livscyklus og Skandia Safe behøver du ikke selv gøre noget. Her holder Skandia styr på risikoen for dig. Men i Skandia Match og Skandia Basic er det dit eget ansvar at reducere risikoen, jo ældre du bliver.

  • © Skandia 2019
  • 06-12-2019 08:47
  • 1.0.7104.21234:430